Iran – præstestyret og befolkningen

Det er indtil videre lykkedes det iranske præsteskab fortsat at undertrykke befolkningens krav om forandring og demokrati. Folket har været på gaderne, men er brutalt blevet slået ned. Hvor lang tid kan det blive ved? Og hvad stiller det internationale samfund op med en regional stormagt, som muligvis vil være i stand til at producere a-våben indenfor en kortere årrække?

Som dansker bliver man modtaget med åbne arme i Iran – gæstfriheden er ganske simpelt overstrømmende. Og kritikken af præstestyret og regeringen er er lige så omfattende. Den veluddannede ungdom har taget stilling: de vender præstestyret ryggen. Kendere af samfundet mener, at 200-400.000 færdiguddannede unge hvert år forlader landet og tager til Vesten. Det er naturligvis uholdbart i længden – hvor lang tid kan præstestyret holde til, at de bedste hoveder forsvinder? På den anden side slipper styret af med kritikken – bortset fra dem, der insisterer på at blive, dem,  der kæmper for ligeberettigelse og menneskerettigheder.  Sådanne folk lever livet farligt – der er ingen garanti for, at man kommer ud af iranske fængsler med livet i behold. Styret støtter sig på de mindre uddannede og mere traditionelle/religiøse i byen og på landet. Man mener at vide, at 4 millioner kan udkommanderes af systemet med kort varsel. Det er f.eks. dem, vi kan se demonstrere på TV. Det var dem, der demonstrerede mod den danske ambassade – og som stod og drak te med politiet bagefter. Styret har fuldstændig kontrol med alt hvad der foregår i det offentlige rum i Iran.

Samfundet er på mange måder delt mellem tradition og modernitet, mellem gamle og unge, mellem uddannede og ikke-uddannede. Mellem religiøse – og dem, der aldrig har læst et eneste ord i Koranen. Dem som også hører den forbudte vestlige musik – og som ser vestligt TV.