For nogle år siden var der ikke mange herhjemme, der kendte til den gamle pilgrimsvej fra Frankrig ned gennem det nordlige Spanien og ud til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien. Men i de seneste år er der opstået en voldsom interesse for pilgrimsvejen og pilgrimsvandringer. Det kan være svært at sige, hvorfor denne nye interesse - denne nye trend - er opstået. Men det hænger måske lidt sammen med, at der nu for mange mennesker er opstået et behov for at 'stå lidt af ræset' - og komme ned i lidt langsommere tempo. Og lidt nærmere på sig selv. Mange har allerede været rundt i den store verden på ferie med bil eller fly i hurtigt tempo. Og mange har et arbejde, hvor der hele tiden stilles store krav til vores effektivitet. I denne sammenhæng kan en vandretur på den gamle pilgrimsvej være en god måde til dels at få nogle både spændende menneskelige, historisk-kulturelle og flotte naturmæssige oplevelser. Og dels til at komme lidt mere i kontakt med sig selv i en verden, der hele tiden er i konstant forandring.

Allerede i begyndelsen af 1990'erne fik min hustru og jeg ideen til foretage en vandretur på pilgrimsvejen i Spanien. Men det blev først en realitet i 1998, hvor vi fik muligheden for at tage af sted i juli og august måned. Via forskelligt litteratur var vi bekendt med vejen og dens oprindelige historie - men vi kunne ikke skaffe os meget viden om, hvordan det ville være at gå sådan helt konkret. Vi vidste, at der var rigeligt med overnatningsmuligheder på hele turen. Men hvor meget af turen ville foregå på idylliske vandrestier, og hvor meget var vi nødt til at gå på landeveje med støjende biler? Hvor mange mennesker mon der gik? Hvad var det mon for folk? Og hvad var det for nogle refugier, klostre og andre overnatningsmuligheder, der lå på pilgrimsvejen? Og hvordan ville det være at gå så langt som 650 km? Kunne vi klare det?

Det er nogle af de spørgsmål der bliver besvaret i mit dias-foredrag 'Dagen og Vejen'. En sen eftermiddag i begyndelsen af juli måned i 1998 kørte vi ind på en lille gård i det sydlige Frankrig - i St. Jean-Pied-de-Port. Det var hos en baskerfamilie - og de tog vel imod os. Vi fik lov at stille bilen der - indtil vi kom tilbage engang efter en god måneds tid. Og vi fik et par overnatninger før turen op over Pyrenæerne ned til Spanien skulle begynde. Den første dag blev det til 27 km. Alle de følgende dage tilrettelagde vi undervejs - nogle dage korte dagsvandringer, andre dage meget lange og anstrengende. Sommertemperaturen inde på den spanske højslette kom nemt op på over 40 grader i skyggen, så vi stod altid op før solen. Men hver dag blev en oplevelse - og en glæde. Efterhånden blev det blot hverdag - bare at gå til næste refugie. Finde vand, snøre støvlerne, gå, gå, gå. Og så ellers slå os ned på et nyt sted. Møde nye mennesker, købe ind, lave mad. Derefter en vidunderlig nattesøvn, som dog af og til blev afbrudt af snorkende folk på sovesalene. Men det er ikke nemt at få søvnproblemer.

Turen blev en fantastisk naturoplevelse - vi lærte nærmest hvert græsstrå og hver en sten at kende undervejs. Sanseindtrykkene kom helt ind under huden. Og når der pludselig dukkede et træskilt op, hvorpå der stod 'Santiago 243 km', så kunne vi sige til os selv: 'Nå - er der ikke længere!'. Turen blev også et dejligt møde med masser af mennesker fra store dele af verden. Nogle mødte vi kun en enkelt gang - andre mødte vi mange gange. Nogle mennesker brød vi os ikke så meget om - andre kom vi til at holde meget af. Samtidig var det en forunderlig oplevelse at gå på den gamle pilgrimsvej vel vidende, at allerede for 1000 år siden vandrede mange mennesker fra alle dele af Europa på præcis den samme vej. De skulle ud til Sct.Jacobs grav i Santiago de Compostela. Et af de allerhelligste steder i Middelalderen. Til tider mere attraktiv end pilgrimsvandringer til Rom. Hundreder tusinde af mennesker har taget turen - også helt fra Danmark - og tilbage igen ved vi. Og det skulle vise sig, at masser af mennesker stadig tager på pilgrimsvandring til Santiago. Spørgsmålet, der altid blev stillet, var: 'Hvorfor går du egentlig her?'. Nogle gik den af forskellige religiøse grunde, andre gik den p.g.a. den pragtfulde natur, nogle gik den for sportens skyld, andre gik den for at opleve det historiske vingesus, som det er at træde i pilgrimmenes fodspor. For os var det lidt af en blanding af alle dele - men nok mest p.g.a. naturen og historien. Men altså også for at få fred helt ind i sjælen. Og det fik vi. Og det blev en vidunderlig oplevelse omsider efter en god måneds tid at nå frem til Santiago - og senere helt ud til Finisterre ved Atlanterhavet, hvor vi kunne spejde helt ud mod det Amerika, som de gamle pilgrimme ikke vidste eksisterede.

På vores første dag over Pyrenæerne mødte vi en brasilianer - det var anden gang han var på vej mod Santiago. Vi var målløse. Hvordan kunne han finde på at gå sådan en tur endnu engang? Der var jo uoverskuelig langt ud til Santiago. I dag forstår vi det lidt bedre. Havde vi tiden til det, var vi for den sags skyld parat til at drage af sted på endnu en tur den dag i morgen. Det er lidt svært at beskrive - men det bliver en af livets store fantastiske oplevelser, som gør varigt indtryk på sjæl og sind. Man bliver draget. Og jeg ved, at der også er en del, der er blevet draget af sted under indtryk af mit dias-foredrag. Postkort kommer i ny og næ ind af døren dernede fra pilgrimsvejen. Og når man ikke selv har mulighed for at tage en tur mere lige her og nu - så er det glædeligt at høre, at andre får så stor en oplevelse.